Håndværkets Ankenævn
Håndværkets Ankenævn er et privat, godkendt ankenævn. Nævnet behandler klager fra forbrugere og er oprettet af Håndværksrådet på vegne af DS Håndværk & Industri, Danske Malermestre, Danske Snedker- og Tømrermestre, Danske Anlægsgartnere og Kristelig Arbejdsgiverforening. Disse 5 organisationer står sammen om driften af nævnet. Forbrugerrådet og Parcelhusejerens Landsforening er medstiftere, så begge sider af en eventuel konflikt er repræsenteret.
Formålet med nævnet er at sikre en god, effektiv og billig behandling af sager vedrørende klager fra forbrugere over håndværk. I forhold til DS Håndværk & Industris medlemsvirksomheder behandler nævnet klager over vvs- og bygningssmedearbejde hos private kunder.
Nævnet består af en landsdommer som formand, to repræsentanter for forbrugersiden og to fagdommere. I sager der involverer vvs- eller bygningssmedearbejde er de to fagdommere udpeget af hovedbestyrelsen i DS Håndværk & Industri.
Vedtægter og kontaktoplysninger
Vedtægter for Håndværkets Ankenævn - klik her.
Håndværkets Ankenævn
Islands Brygge 26, 2300 København S
Telefon 7020 2537 (forbrugere) - 13.00-15.00
Fax 7020 2567
E-mail: info@hvanke.dk
Hjemmeside: www.hvanke.dk
|
Hvad kan der klages over?
|
|
|
|
|
Håndværkets Ankenævn behandler klager fra forbrugere over nybygnings-, ombygnings-, tilbygnings- og reparationsarbejde vedrørende vvs-, bygningssmede-, maler-, snedker-, tømrer-, tække-, murer-, kloak-, belægnings- og anlægsgartnerarbejde samt klager over leverancer af vinduer, yderdøre og termoruder.
Kunden kan klage over arbejdets udførelse, prisen, fortolkningen af en tilbudstekst, vvs-firmaets fremgangsmåde osv. Der kan kun klages over arbejde, der er bestilt til ikke-erhvervsmæssig udnyttelse.
Det er en betingelse, at kunden først henvender sig til virksomheden, som får lejlighed til at tage stilling til klagen. I modsat fald afvises klagen fra behandling i nævnet.
Mange misforståelser ryddes af vejen på dette tidspunkt, uden at det store apparat bliver sat i sving.
Hvis parterne ikke kan blive enige, skal kunden udfylde et specielt klageskema, der kan rekvireres hos Håndværkets Ankenævn. Ankenævnet sender skemaet til vvs-firmaet for at høre, om de har kommentarer til sagen. Ankenævnet forelægger disse kommentarer for kunden, der så kan tage stilling til, om sagen skal sættes i gang. I bekræftende fald skal kunden indbetale et klagegebyr.
Herefter videresender ankenævnet klagen til de respektive organisationer, som har 4 uger til at forsøge at lave et frivilligt forlig mellem parterne.
|
Klagegebyr og evt. sagsomkostninger
|
|
|
|
|
Hvis det ikke lykkedes at lave forlig mellem virksomheden og kunden, skal kunden indbetale et klagegebyr på kr. 300,-, samtidig med, at han skriver under på, at det kan koste op til kr. 3.000, hvis han ikke får medhold, hvormed klagegebyret mistes.
For medlemsvirksomheder af DS Håndværk & Industri kan sagsomkostningerne beløbe sig til maks. kr. 5.000,- inkl. moms
For at give Ankenævnets medlemmer det bedste grundlag at afgøre sagen på, bliver de fleste installationer besigtiget. Det vil sige, at en uvildig sagkyndig aftaler et besøg, hvor han skal se installationen. Her er både forbruger og virksomhed til stede.
|
DS-garanti - kendelser opfyldes altid
|
|
|
|
|
Håndværkets Ankenævns kendelse kan gå på, at der ikke er hold i klagen, at et fakturabeløb skal nedsættes, eller at en fejl skal udbedres uden beregning.
Kunden får altid opfyldt det, der står i kendelsen, også selv om virksomheden er ophørt. Det sørger DS-garanti for.
|
Hvad med de penge, kunden skylder?
|
|
|
|
|
Det er ikke meningen, at en kunde skal kunne tilbageholde et urimeligt beløb, blot fordi der er klaget til Ankenævnet. Derfor skal kunden altid betale den del af fakturabeløbet, der ikke er strid om, til virksomheden
Den normale sagsbehandlingstid er 6-9 måneder, men Ankenævnet arbejder på at få nedbragt dette. Virksomheden kan selv medvirke til en kort sagsbehandlingstid, først og fremmest ved at undersøge en klage grundigt for at se, om der skulle være en fejl i fakturaen eller ved at sørge for at rette eventuelle åbenlyse mangler.
Det hjælper også at svare hurtigt på Ankenævnets breve og sende ønsket materiale hurtigt. |