Der er i dag omkring 30.000 solvarmeanlæg i brug i Danmark, og antallet er stadig stigende. Langt de fleste bruges til at varme vand til den daglige husholdning. Der findes dog også en del større solvarmeanlæg, der forsyner boligblokke og institutioner eller er tilsluttet et fjernvarmeanlæg. Og det er også muligt at få solvarmeanlæg til opvarmning af huset f.eks. via gulvarme. Solvarme bruges dog først og fremmest til at varme vand op i en varmtvandsbeholder. Derfor kan det meget enkelt bruges sammen med husets øvrige energikilde, uanset om der er tale om naturgas, oliefyr, brændefyr, varmepumpe eller elvarme.
Sådan virker et solvarmeanlæg.
Et solvarmeanlæg omsætter solens energi til varme i et enkelt og lukket kredsløb uden at udsende CO2 eller andre skadelige stoffer til atmosfæren. Anlægget består udendørs af en eller flere solfangere, som forbindes med varmtvandsbeholderen inde i huset. Solfangeren indeholder vand med frostvæske, som varmes op af solens stråler og pumpes herfra til varmtvandsbeholderen. Her afgiver det sin varme og løber retur til solfangeren.
Solfangeren.
Solfangeren består i princippet af en sort plade (absorberen), som opfanger solens energi. Absorberen køles af en væske - vand tilsat frostvæske - som leder solenergien til varmtvandsbeholderen. For at øge effektiviteten er absorberen placeret i en isoleret kasse med et dæklag af glas eller plast. Der findes flere typer af solfangere på det danske marked. Størrelsen af de enkelte paneler kan variere, alt efter hvilken producent der har fremstillet dem. Typisk vil størrelsen af et enkelt panel være mellem 2 og 3,5 m2.
Varmtvandsbeholderen.
Varmtvandsbeholderen er med den ekstra varmeveksler forberedt for tilkobling til solvarmeanlæg. Sådanne beholder er almindelige i handlen i dag, og det kan derfor betale sig at købe en solvarmeforberedt beholder, hvis du står over for at skulle skifte varmtvandsbeholder - også selv om du ikke i første omgang vælger at installere hele solvarmeanlægget.
Anlæggets størrelse
Størrelsen af et solvarmeanlæg afhænger af husstandens størrelse. Som tommelfingerregel kan man regne med 1-1,5 m2 solfanger pr. person i husstanden til et solvarmeanlæg til opvarmning af vand. For en familie på 3-4 personer kræves et areal på (2-3 paneler). Et anlæg af denne størrelse vil normalt kunne dække 60-65% af det årlige energiforbrug til varmt vand. Solvarmeanlægget vil også være stort nok til alene at kunne dække behovet for varmt vand i de 4-5 måneder i sommerhalvåret.
Økonomi.
Et solvarmeanlæg til et enfamiliehus koster typisk 25.000,- kr. i anskaffelse. Herefter vil du årligt kunne spare fra 1.500-2.000,- kr. i energiudgift, afhængig af hvilken form for energiforsyning du har. Den forventede levetid for et solvarmeanlæg er på 20 år og den simple tilbagebetalingstid er omkring 10 år. Anskaffelse af et solvarmeanlæg vil økonomisk være særlig fordelagtig, hvis det installeres samtidig med udskiftning af f.eks. den gamle varmtvandsbeholder, en ældre kedel eller ved omstilling fra elvarme til andre former for opvarmning. Prisen på solvarmeanlægget kan i sådanne tilfælde omtrent blive halveret. |